Hvilke typer af badeværelsesmøbler findes der?
Du finder badmøbler, der passer til ethvert behov. Mange vælger at kombinere møblet med andre funktioner for at optimere pladsen i rummet. Du har ofte mange ting, du gerne vil opbevare på dit badeværelse. Og det kan du med badeværelsesmøbler. Men det er ikke kun en opbevaringsfunktion – det er også en central del af badeværelsets samlede udtryk. Det er derfor vigtigt, at du finder et møbel, der passer ind i rummets størrelse og indretning. Læs her hvordan du vælger det rigtige badeværelsesmøbel. Badeværelsesmøbel betegner her alle de møbler, du finder på badeværelset. Det kan både være underskabe, bordplader, spejlskabe og højskabe. Der er et stort udvalg, og dit valg bør derfor tage udgangspunkt i opbevaringsbehov og plads, men også design og ønsket udtryk.


3 overvejelser du bør gøre dig, inden du vælger badmøbel
- Plads: Hvor stort er dit badeværelse, og hvor meget plads har du at gøre godt med?
- Opbevaringsbehov: Hvor meget opbevaringsplads har du brug for?
- Design: Hvilket design og udtryk passer ind i resten af badeværelset?



Størrelsen afhænger af behov og plads
Der er næsten ingen begrænsninger, når det kommer til størrelsen på møblet. Der er et stort udvalg af standardstørrelser, og enkelte producenter tilbyder endda, at du kan få lavet dit badmøbel på mål, så du får det i lige netop den størrelse, du har brug for. Standardmålene på et vaskeskab er ofte 40, 50, 60, 80, 100 eller 120 cm i bredden. Højden vil typisk afhænge af antal skuffer eller låger, og dybden kan afhænge af vasken.
Prøv derfor at måle op hvad du har plads til, og hvor meget du har brug for at opbevare på badeværelset. En af de faktorer vi arbejder meget med i dag, når vi designer badeværelser, er lethed. Der er derfor ikke grund til at vælge et møbel, der er større, end det du har behov for.



Kvaliteten er afgørende for holdbarhed og pris
Da badeværelset er i et rum, der bruges dagligt og udsættes for meget fugt, er det vigtigt at være opmærksom på kvaliteten af materialet. Og her der er mange muligheder. Du finder badmøbler i både træ, laminat, komposit, stål, folie og malet. De enkelte overflader kan have betydning for vedligeholdelsen, men generelt når vi taler om kvalitetsmøbler, er holdbarheden rigtig god, da alle møbler er forseglet.
Husk at kvaliteten hænger sammen med prisen. Det samme gælder for møblets beslag, hængsler og skinner. Komposit er et meget populært materiale til badeværelset, og det er kommet for at blive. Det tåler direkte vandpåvirkning og er et meget rengøringsvenligt produkt. Skulle uheldet en dag være ude, og du skulle få en skade, så kan det i langt de fleste tilfælde repareres.



Møblets design og farve skaber det endelige look
Badmøblet er en vigtig del af badeværelsesindretningen, så når du har fået styr på størrelsen, kan du kaste dig ud i det sjove; at vælge design og farver. Blandt de forskellige producenter af badmøbler finder du et stort udvalg af designs, materialer, udtryk og farver. Nogle kan endda male det i lige den farve, du ønsker.
Du kan bruge farven og udtrykket på møblet til at bryde rummet ved eksempelvis at vælge en farve, der står i kontrast til væggen. Du kan også vælge møblet i en farve, der skaber sammenhæng ved at matche med andre farver i rummet. Ønsker du at skabe en bestemt stemning på badeværelset, kan du vælge materiale og farve ud fra det. Møbler i træ kan eksempelvis tilføre rummet en varm atmosfære. Du kan også bruge grebene på møblet som en unik detalje i rummet.
For mange kommer det som en overraskelse, hvor meget forskelligt tilbehør, du kan tilkøbe til dit møbel. Du kan blandt andet købe skuffeinddelinger, der hjælper dig med at holde orden i de ting, du har opbevaret. Derudover – og det er her, de fleste taber kæben – kan du hos flere producenter få både lys, strømudtag og bluetooth-højttalere installeret i møblet.