Sådan vælger du den rigtige flisestørrelse

Skal du i gang med at købe fliser? Så sidder du sikkert med følelsen af, at det er én stor jungle. Fliser kommer nemlig i alle former, farver, mønstre, typer og størrelser. Der findes fliser til alle behov og til enhver stil. Læs her hvordan du vælger den rigtige størrelse på flisen.

Har du valgt, om du skal have en flise, der er lavet af natursten eller af keramik? Hvis ikke, kan det være et godt sted at starte, inden du vælger størrelsen.

Vælg flisestørrelse efter dit behov og ønskede look

I dag kan du finde fliser i næsten alle størrelser - helt fra de små mosaikker til storformat. Du har derfor uanede muligheder for at finde en størrelse, der passer til dit behov og ønskede look.

Kig på størrelsen og formen af dit rum

Vi anbefaler, at du starter med at tage et kig på rummets form og størrelse og vurdere:

  • Skal fliserne på væg eller gulv? Eller måske begge steder?
  • Hvor stor er overfladen, de skal sidde på?

Hvis du ikke ønsker dumme skæringer på flisen, kan det nemlig være en fordel at vælge fliser, der passer med længden og/eller bredden på overfladen.

Store fliser: Til dig der vil skabe harmoni i rummet

Størrelserne 30x60 og 60x60 er blandt de mest sælgende her hos os. I gamle dage - og det er faktisk ikke mange år siden - blev de betragtet som store fliser. Men i dag bliver fliserne produceret større og større, og dét er populært hos danskerne.

Man vælger størrelsen 120x240, da den ofte dækker højden på væggen, hvilket giver noget harmoni i rummet. Fliser i den størrelser betegnes som “storformat”.

Store fliser gør rummet større og er nemmere at rengøre

Tommelfingerreglen er, at jo større flise, des mere ro og harmoni vil der være i rummet. Samtidig har store fliser en homogen flade, hvilket giver en illusion af at rummet er større.

En bonus ved de store fliser er, at der er færre fuger, hvilket gør dem nemmere at rengøre og holde fri for vand. Det kan eksempelvis være en fordel i bruseområdet.

Forhør dig altid med din murer inden du vælger en stor flise

Hvis du har forelsket dig i en storformatflise, skal du huske at snakke med din murer, inden du køber flisen. Der er nemlig nogle praktiske ting, du bør være opmærksom på.

Hvis afløbet eksempelvis ligger midt på gulvet, skal der komme hældning fra flere steder, hvilket kan være svært med store gulvfliser. Læs mere om hvordan du vælger den rigtige gulvflise her.

Forhør dig derfor altid med din murer, om der er en maximal størrelse, vedkommende er komfortabel med at lægge.

Husk også lige at tjekke om de store fliser kan komme ind ad døren!

Mindre fliser: Til dig der vil skabe mønstre og dekorationer

Hvis du gerne vil bruge dine fliser mere dekorativt, har du flere muligheder med mindre fliser. Her kan du nemlig bedre lege mere med mønstrene.

Leg med linjerne

Mange danskere vælger at gå lineært til værks, hvor fliserne flugter med hinanden. Men du har altså også mulighed for at lege lidt med linjerne.

Du kan eksempelvis vælge fliser i forskellige størrelser og lægge dem forskudt eller “løbende forbandt”, som det kaldes. På den måde skaber du et mønster med linjerne og gør det til en del af designet og udtrykket i rummet.

Du kan også bruge den samme størrelse flise, men i stedet vælge dem i en særlig form, som du laver et mønster ud af. Det kan eksempelvis være smalle fliser eller hexagoner.

Det er eksempelvis en trend at lave sildebensmønster, og her er de smalle fliser perfekte.

Fordelen ved at lege lidt med størrelser, former og linjer er, at der kommer mindre fokus på fugerne. Fugerne bliver nemlig en slags dekoration og en naturlig del af looket i rummet.

Vær ikke bange for fugerne

Du skal ikke være bange for at vælge mindre fliser og dermed få flere fuger. Der findes nemlig mange gode rengøringsmidler på markedet, du kan bruge. Dem kan du læse mere om her.

Har du valgt keramiske fliser, vil det desuden altid være mulighed at bruge epoxy-fugen, der er mere rengøringsvenlig.

Checkliste til at vælge den rigtige flisestørrelse

1 Beslut dig for om der skal flise på gulv, væg eller begge steder. Hvis du skal have begge steder; skal det så være to forskellige flisestørrelser? Hvis du skal have flise på gulv; er der et afløb, der skal tages hensyn til?
2 Mål op hvor stor overfladen er; passer det med en bestemt størrelse flise?
3 Hør din murer om der er noget, du skal være opmærksom på i forhold til lægning.
4 Vurder hvad dit behov er; skal der tages hensyn til rengøring fx i bruseområdet?
5 Vurder om du vil bruge mindre fliser til at skabe et mønster eller større fliser til at skabe en harmonisk overflade.

Skal du have hjælp til at vælge?

Hvis du har brug for rådgivning i forbindelse med dit valg af flisestørrelse, står vi altid klar til at hjælpe dig. Og så er der faktisk ikke andet tilbage at sige end; nyd det store udvalg af fliser, du finder hos Bad & Fliser!

chevron-down