Dét er nok et spørgsmål, mange stiller sig selv, når de skal lave badeværelse. For der kan være overraskende mange overvejelser i sådan en proces!
Lad mig give dig et indblik i hvad mine erfaringer er.
Filosofien bag indretningen af badeværelset
Når man tænker over det, er det jo ikke mange år siden, at toiletbesøget foregik langt væk fra resten af boligen.
Siden toilettet blev en del af boligen – og dermed også boligindretningen – er det gået fra at være et funktionsrum til at være et velværes rum. Funktionerne er der selvfølgelig stadig, men det er vigtigt, at man føler sig tilpas på badeværelset.
Alligevel tager badeværelsesindretningen primært udgangspunkt i funktionaliteten.
Tænk på hvad du bruger mest
Filosofien bag indretningen af et badeværelse er nemlig, at det første du skal kunne komme til, når du går ind ad døren, er håndvasken. Derefter toilettet. Og længst væk; bruseområdet. Og det er af den simple årsag, at det er i den rækkefølge, du bruger det.
Tænk på; Hvad bruger du mest? Det er håndvasken. Du kan jo sagtens bruge håndvasken uden at bruge toilettet. Men (helst) ikke omvendt. Og bruseområdet bruger du jo reelt kun én gang om dagen.
Få det optimale ud af rummet med den rigtige indretning
Når alle funktionerne er kommet på plads, er det vigtigt at indtænke bevægelsesfrihed og sørge for, at der er gode adgangsforhold til det hele.
Og her kan jeg ikke gentage det nok gange: tænk “open space”. Jo mere luft du kan give rummet des bedre. Det vil altid være det vigtigste for mig, når jeg designer et badeværelse.
Udnyt pladsen i rummet
Her tænker du måske, at det kan være svært at have “open space” på et lille københavner-badeværelse. Og nej, du kan alt andet lige ikke få den samme bevægelsesfrihed som på et stort badeværelse.
Men i sidste ende handler det om at udnytte den plads, der er i rummet. Det gælder, uanset om du har et lille eller et stort badeværelse – og alt det der findes derimellem.
Vælg de rigtige fliser
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at du har uendelige muligheder, når du skal vælge fliser til badeværelset. Men jeg har alligevel gjort mig nogle erfaringer gennem årene, som jeg gerne vil dele med dig.
Samme fliseserie på gulv og væg skaber ro
Jeg går ofte efter, at der skal være samme fliseserie på både gulv og væg, da det giver en fornemmelse af helhed. Det giver ro i rummet. Det må gerne være to forskellige farvenuancer, men helst fra samme serie.
Det kan i nogle tilfælde være en fordel at vælge en mørkere farve på gulvet end på væggene, da det giver en god visuel balance i rummet.
Vær ikke nervøs for de mørke farver
Mange fravælger mørke fliser til badeværelset, da de frygter, at det vil tage for meget af lyset. Men i mine øjne, kan du sagtens have mørke fliser på både gulv og væg, hvis det er det, du har lyst til. Det handler nemlig om lyset.
Selv med et lille københavner-badeværelse hvor der måske ikke er et vindue, der giver et naturligt lysindfald, kan du jo selv bestemme, hvor meget lys der skal være.
Tyngden i rummet bør være på gulvet
Når jeg indretter et badeværelse, anser jeg gulvet som fundamentet for det hele. Derfor bør tyngden i rummet også være der. Og der skal være ro. Hvis du gerne vil have mere spræl, så anbefaler jeg, at du gør det på væggene.
Vælger du eksempelvis en rektangulær flise til gulvet og lægger det i det, vi kalder “halvforbandt”, hvor du forskyder fugerne hele tiden, så får du enormt meget uro. Men det er selvfølgelig en smagssag. Nogen kan godt lide, at der sker lidt på gulvet.
Brug gerne store fliser
Jeg anbefaler derfor generelt, at du lægger store kvadratiske fliser på gulvet. Jo færre fuger des roligere udtryk. Så kan man selv vælge, hvad man gør på væggen; helt store fliser eller små. Men prøv at skab noget ro samtidig med at det er spændende at se på.
Det vigtigste du skal huske, når du laver badeværelse er, at du skal lave det, som du selv har lyst til at se på.
Hvorfor bruge en indretningskonsulent?
Nu har jeg givet dig nogle råd til, hvordan du bedst indretter dit badeværelse. Men jeg vil alligevel gerne slå et slag for, hvorfor det giver mening at få hjælp af en indretningskonsulent.
Min fineste opgave er nemlig at ramme netop dine ønsker og behov.
Nogen vil gerne have det så enkelt som overhovedet muligt, hvor andre gerne vil have det meget rustikt. Og så er der nogen, der vil have det minimalistisk, hvor andre vil have det super elegant – nærmest glamourøst. Alt kan heldigvis lade sig gøre!
Se nogle af de cases vi har haft hos Bad & Fliser.
Kontakt os og få sparring med en af vores indretningskonsulenter omkring dit badeværelsesprojekt.